mandag den 11. oktober 2010

Hvorfor lave sæbe selv?

Ja, hvorfor egentlig?
Verden er jo fuld af både flydende og fast sæbe, så det burde vel ikke være nødvendigt selv at gå igang.

Før i tiden var det helt almindeligt at husmødre selv sydede deres egen sæbe af de fedtstoffer og den lud, de nu engang havde for hånden. Fedtet var nok af svingende kvalitet og luden af forskellig styrke, så den færdige sæbe var også ofte derefter, alt for kaustisk og hård ved huden. Senere var industien med til at give den faste sæbe et dårligt ry; fedtstofferne kom bl.a. fra selvdøde dyr og slagteriaffald og sæben var hård og revnede ofte. En af de kommentarer jeg ofte har fået den sidste tid er: Skal du nu til at koge selvdøde dyr?

Nej, det skal jeg ikke - for det er ikke nødvendigt, at bruge fedtstoffer af dårlig kvalitet til at fremstille sæbe.

Til gengæld er er dette nok en forklaring på den faste sæbes, skæresæbens, dårlige ry og årsagen til, at vi med kyshånd har taget imod kosmetikindustiens tilbud om at erstatte den med flydende sæbe og syntetiske alternativer. Problemet med den flydende sæbe er mange, efter min mening: Vi bruger tonsvis af emballage som er svært nedbrydelig i naturen, "sæben" skal tilsættes konserveringsmidler f.eks. parabener og er alligevel ofte - ifølge hygiejneeksperterne -  p.g.a. den lave ph-værdi en bakteriesuppe af rang, når flasken har stået lidt tid på hylden. Derudover tilsættes den andre stoffer, der får den til at skumme, blødgør huden - listen er endeløs. Desværre er disse tilsætningsstoffer ikke altid uskadelige, hverken for os eller for vandmiljøet. Hvor skadelige de er, er svært at vurdere som almindelig forbruger - det kommer an på hvem, man spørger. Men det korte af det lange er vel, at vi faktisk ikke har en særlig lang erfaring med de stoffer, som MÅSKE gør os syge og ødelægger naturen. Så måske skulle vi forsøge at undgå dem? Jeg tror det.

En helt anden faktor, du kan være BOMBESIKKER på, er at selv om kosmetikindustrien lover dig både gule og grønne skove, så er de "in it for the MONEY". Der er absolut INTET i vejen med at tjene penge - problemet er blot, at for at tjene rigtig mange penge skal omkostningerne til råvarer holdes på et minimum.

Og her møder vi et stort problem: Langt de fleste sæber på markedet, flydende som faste, indeholder palmeolie. Det lyder da ellers meget lækkert, tænker du nok (præcis som jeg gjorde). Palmeolie er en fin olie, som skummer godt i sæbe og giver det der lækre skum med store bobler, vi alle kan lide. Desværre viser det sig, at efterspørgslen på palmeolie til fødevarer, kosmetik og nu også biobrændsel, ganske enkelt er ved at udrydde regnskoven på Borneo og i Indonesien og dermed også orangutangen.

Hvis vi fortsætter sådan her har vi ingen vilde orangutanger om blot 15 år.
Forestil dig lige det.

Det var det, som fik mig til at lave min egen sæbe. Der findes mange fine faste skæresæber på markedet herhjemme, og egentlig burde det ikke være nødvendigt selv at lave sæbe. Men i min søgen efter en sæbe uden palmeolie kom jeg til kort - det er ikke helt umuligt at finde, men NÆSTEN.

Så derfor laver jeg min egen sæbe. Af miljømæssige og helbredsmæssige årsager. Og fordi jeg på en forsvalig måde kan.

Og fordi det er sjovt.

2 kommentarer:

  1. Jeg mener bestemt, jeg har en post liggende, hvor jeg beskriver fremgangsmåden - ellers søg på "koldrørt sæbe/coldprocess soap". Eller check nogle af de sider jeg link'er til eller nogle af de bøger jeg anviser. Søg også på youtube, her ligger flere film, som beskriver processen.

    Held og lykke med det :-)

    SvarSlet